Referater og beretning fra udvalg


Beretning 2022

Årsberetning 2022 ØIF-LØB

 

Der har været en lille nedgang i antallet af medlemmer i år.

 

Vi startede sæsonen op som altid i uge 8, hvor vi kunne tilbyde, løb for nybegyndere, 5 km ruter og løberuter på 8 km eller derover. Vi har også haft walkere, som er en selvkørende gruppe, der er gode til at planlægge deres ruter selv.

 

Der var arrangeret det første løb ud af huset i uge 10 ved Fyel Badesø. Derudover har vi blandt andet været ude at motionere omkring Træden, i forbindelse med vi havde weekendtræning, hvor vi fandt kirkestien, som ledte os gennem en del af Træden by og ud i skoven. Vi har medlemmer, der godt kan lide at komme ud og motionere andre steder end lige med Østbirk som udgangspunkt hver gang, derfor forsøger vi at have 3 til 4 ture ud af huset både i forårs- og efterårssæsonen.

 

I løbeafdelingen har vi, som noget nyt forsøgt os med at planlægge dagsture, en til Mols Bjerge, og en af vores løbere planlagde en tur til Tunø. Begge arrangementer var med stor deltagelse af vores medlemmer. Vi var begge gange meget heldige med vejret, og det betød vi havde to fantastiske ture, hvor vi fik gået en masse i Mols Bjerge, og nød at gå i det kuperede terræn. På Tunø var der både mulighed for at løbe og gå ture på øen, som man kunne afslutte med en tur i bølgen blå. Hvorefter der var frokost på Mejeriet, og nu var det tid til at få lidt historie om Tunø.

 

Vi var desværre nødt til at aflyse vores yoga-arrangement med Susanne Lidang på grund af for få tilmeldte, det skulle have været i juni måned.

Vi ville have deltaget i Jellingløbet, men der var for få løbere, der var interesseret i at deltage, derfor valgte vi at springe over denne gang.

 

Vi afholdte vores egen Østbirk Stafet sidst i august måned, der stillede 11 hold op til start, der var en walkrute for hold, samt en stafetrute der blev løbet af 4 deltagere på skift fra hvert hold. Alle havde en god formiddag i godt selskab med familie eller venner. Vores sponser Trailergaarden Gantrup gav forplejning til alle deltagere, når de kom i mål.

 

Der var en lille flok løbere, som deltog i Moesgaard Trail. Det er et løb, som man kan deltage i uanset, hvilken form du er i på dagen, da man løber forskellige omgange af ca. 5 km, og man bestemmer selv, hvornår man ikke vil løbe flere omgange. Det kan dog maks. blive til tre omgange. Det er et meget hyggeligt efterårsløb, hvor der serveres varm suppe efter løbet.

 

Som vi plejer, har vi afsluttet både forårs- og efterårssæson med fællesspisning, hvor afdelingen byder vores medlemmer til en hyggelig sammenkomst efter løb.

Traditionen tro har vi også deltaget i sponsordag ved Super Brugsen i september måned, samt hjulpet til ved OK-aktivitet i Super Brugsen, for at få et økonomisk tilskud til afdelingen.

 

Nytårsløbet blev genoptaget med succes, der var omkring 100 løbere til start i alle aldre, så godt som alle var med inde, og sige godt nytår til hinanden efter løbet.

 

Der skal lyde en stor tak til vores medlemmer for deres deltagelse i vores træning og arrangementer.

 

/Løbeudvalget

Beretning 2020/21
Årsberetning 2020 ØIF-LØB

Vi har haft stabil tilslutning i år igen i år. 
 
Sæsonen har som i alle andre afdelinger være præget af en tid med Corona og restriktioner. Vi er heldige med at det er en udendørssport, men forsamlingsforbuddet har givet så store begrænsninger, at vi i perioder har været nødsaget til at indstille fællestræning. 

Trods Corona deltog de løbere, der havde lyst i et Corona-venligt Moesgaard trail i starten af oktober. Stor ros til Århus motion for at arrangere et løb, hvor det var muligt at starte i små grupper og løbe i så mange sløjfer og forskellige ruter, at der ikke opstod flaskehalse med mange løbere samlet.  Det var dejligt igen at mærke stemningen ved et arrangeret løb, selvom om det ikke er det samme at være i en startgruppe på 50, når man plejer at være det tidobbelte. 

I 2020 skulle flere løbere traditionen tro også have været med til Royal-run, det er pt. udskudt til efteråret 2021. Vi håber det bliver gennemført og det i det hele taget bliver muligt at deltage i løb i den nye sæson.

2020 skulle også have været året, hvor vi skulle have fejret 10 år jubilæum ved selv at arrangere et løb. Dette har vi desværre også været nødsaget til at aflyse, men har stadig planer om at gennemføre en fejring, når det er muligt og giver mening i forhold til hvad der ellers foregår i klubben og byen. Vores traditionsrige nytårsløb var vi også nødsaget til at aflyse, det regner vi stærkt med at vende tilbage med d. 31/12-2021.

Vi har haft et par ture ud af huset i år bl.a. til Kloster Mølle i juni, hvor vi kombinerede det med sommerafslutning og en hotdog efter løbeturen og til Ejer Baunehøj i efteråret, hvor efterårsvejret viste sig fra sin flotteste side og vi kunne slutte af med boller, kage og kaffe i efterårssolen. Begge gange havde løbere fra klubben hjulpet med at lave ruter, tak for det. Og tak til jer, der altid er villige til at hjælpe med kage, boller og lignende, når vi laver ture ud af huset.

Som noget nyt i år har vi afprøvet, at der også er træning torsdag og fælles løb i weekenden for de, der har lyst. Der har været pæn tilslutning til begge dele og vi forventer, at fortsætte med, at de der har lyst kan mødes mere uformelt et par gange i løbet af ugen. Vi holder stadig fast ved, at tirsdag kl. 17:30 er den dag, der er flest trænere på og der, vi laver anderledes træning for dem, der har lyst.

Vi er i skrivende stund i fuld gang med at planlægge den nye sæson, vi glæder os til at se vores mange trofaste løbere til endnu en sæson og håber på, at flere har lyst til at være en del af det løbefællesskab vi har i vores klub.
Vi håber at denne sæson ikke bliver så præget af Corona-restriktioner som den sidste. Vi vil selvfølgelig til enhver tid indordne os de restriktioner der er, således også i vores sæsonopstart, der bliver en smule anderledes i forhold til, hvad vi plejer.

Tak for opbakningen til arrangementer og gode løbeture i årets løb.
Løbeudvalget

Beretning Løb 2019 / 2020

Sponsorer

Kalender
Besøg ØIF på Facebook
Østbirk Idrætsforening | Storegade 47 | 8752 Østbirk | CVR: 70085054 |